Presseklip og debat – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Center for Forskning i Eksistens og Samfund > Projekter > Magt og demokrati > Presseklip og debat

Presseklip og debat:


(i) Veluddannede forældre afviser boglige kundskaber, Information 28. juli 2005.

(ii) Vi ødelægger børns demokrati, Politiken 11. maj 2004.

 

(i)  FOLKESKOLEN: Veluddannede forældre afviser boglige kundskaber, Information 28.  juli  2005, side 2 / 3

Skolen skal sikre børns omstillingsparathed og evne til at samarbejde. Faktuel viden betyder mindre, mener veluddannede forældre

Af Mette Klingsey

Test er en god idé, men faktuel viden er ikke en afgørende kompetence. Kun en ud af fem forældre mellem 30 og 45 år med en videregående uddannelse mener, at traditionelle boglige kundskaber er betydningsfulde for, om deres børn kan begå sig i fremtidens samfund.
Det viser en undersøgelse, Epinion har foretaget for Information.
Det er, hvad man kan forvente fra denne befolkningsgruppe, mener professor på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, Bo Jacobsen.
"Det er rimeligt at antage, at disse mennesker bærer fremtiden i sig. De tilhører den øvre del af videnshierakiet, og deres vægt på kompetencer afspejler sandsynligvis deres egne erfaringer fra arbejdsmarkedet, hvor man kommer længst med dialog, forhandlingsevne og viljen til nye opgaver," siger han.
Men professor ved Institut for Pædagogisk Psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund kalder afvisningen af de traditionelle boglige kundskaber for 'et luksussynspunkt'.
"Man glemmer, at netop de veluddannede mennesker har fået deres høje placering, fordi de kunne noget, og fordi deres basale kundskaber var i orden. Når disse forældre siger, at den faktuelle viden ikke er vigtig, så tænker de på sig selv og deres egne velstimulerede børn. Det er et typisk kulturradikalt synspunkt, som man ofte møder blandt veluddannede," siger han.


Nødvendige kompetencer
Undersøgelsen viser også, at 72 procent af de veluddannede danskere er enten enige eller delvist enige i, at test er en god ide.
Fra skoleåret 2006/2007 skal eleverne testes i dansk og læsning i 2., 4., 6. og 8. klasse, i matematik i 3. 0g 6. klasse, engelsk i 7. klasse og naturfagene i 8. klasse. Tosprogede elever skal desuden testes i dansk som andet sprog i 5. og 7. klasse. Niels Egelund medgiver, at de fremtidige test ikke sikrer eleverne hverken omstillingsparathed eller evnen til at samarbejde.
"Men hvis elever, der har dårligere forudsætninger og hvis forældre har ringere uddannelser, også skal have en chance, må de besidde de basale færdigheder. Hvis du ikke kan læse og regne, så får du aldrig chancen for at vise din omstillingsparathed," siger han.
Det synspunkt er Bo Jacobsen ikke enig i. Han peger på, at man ikke kender sammenhængen mellem besiddelsen af paratviden eller traditionelle faglige kundskaber, og hvordan man klarer sig i samfundet.
"Naturligvis er det særdeles praktisk at kunne skrive og regne, men vi ved ikke, om mangler på dette område blokerer for, om menneskers talenter kan brænde igennem alligvel," siger han.
Bo Jacobsen mener, at folkeskolen i langt højere grad bør fokusere på elevernes sociale og følelsesmæssige intelligens. Han peger blandt andet på, at eleverne skal have indsigt i argumentationsteknik, evnen til at give kritik samt indsigt i, hvordan man bedst bidrager til et godt arbejdsklima.
"Det handler om at komme ud over rampen og forberede eleverne på de krav, som stilles i det senmoderne samfund. Men man skal ikke ka-ste eleverne ud i tilfældige projektarbejder og tude dem ørerne fulde med ansvar for egen læring - det skal ske på en velorganiseret måde," tilføjer han.
Lektor på institut for Pædagogisk forskning og udvikling ved Syddansk Universitet, Thomas Hansson, peger på, at der skal være en balance mellem de traditionelle kundskaber og den kreative tænkning.
"Børn har mere end nogensinde brug for stabilitet, og den skal de finde i skolen. Det nytter ikke, at man fuldstændig lader eleverne råde, som det er sket i de nordiske skolesystemer med Finland som undtagelse. Skolen er en konservativ institution, men en god moderne lærer udfordrer børnenes kreativitet sideløbende med den faglige formidling," siger han.
mek@information.dk


Veluddannedes krav til kompetencer i folkeskolen
Epinion har stillet følgende spørgsmål til 507 danskere mellem 30 og 45 år og med en lang eller mellemlang videregående uddannelse:
Hvilke to af fire følgende kompetencer, mener du, er de vigtigste at lære for at kunne møde udfordringerne i fremtidens samfund?
Kompetencer Veluddannede
Demokratiske samarbejdsevner73 pct.
Omstillingsparathed 79 pct.
Faktuel viden24 pct.
Traditionelle boglige kundskaber19 pct.
Ved ikke2 pct.
- Kilde: Epinion A/S for Dagbladet Information

 

(ii)  Kronik: Vi ødelægger børns demokrati, Politiken 11. maj 2004, 2. sektion, side 7

Magtudredningens store skoleundersøgelse, der udkommer i morgen, viser, at den demokratiske opdragelse sker i skolen. Det er vi ved at ødelægge, skriver kronikøren, der er professor ved Københavns Universitet.

Af Bo Jacobsen

Alle vi voksnedanskere har vores gamle skoleklasse med i erindringen. De gamle skolekammerater samt de gode og dårlige lærere lever videre i os. De dukker op i natlige mareridt og som positive livsmodeller. I humoristisk form indfangede TV 2's succes-serie 'Den store klassefest' denne sociale realitet for alle danskere, og over en million seere fulgte med i, hvad der sker, når gamle klassekammerater mødes.
Nu vil man så nedlægge klasserne! I Gentofte Kommunes kæmpesatsning SKUB afskaffes klasser og deres lokaler. I en række andre kommuner ud over landet eksperimenteres med klassernes delvise opløsning under påberåbelse af Gardners hyggelige teori om børnenes mangfoldige intelligenser, som ifølge de lokale skolepolitikere åbenbart ikke kan være i stue sammen. Der må nu være én, der spørger, så det kan høres: Ved skolepolitikerne overhovedet, hvad de her er i færd med?
De er i færdmed at indføre en ny struktur, hvor individerne konstant kan skifte hinanden ud, og hvor langvarige sociale forpligtelser afskaffes. På Hellerup Skole bestemmer elever selv, hvornår de præcist vil komme og gå, og skoledagligdagen er som en moderne it-virksomhed eller et reklamebureau, hvor individet hele tiden indsættes i nye projektgrupper. Fungerer eleven dårligt med én aktivitet eller i én social gruppe, kan han eller hun blive flyttet til en anden, så livet hele tiden bliver variabelt, underholdende og supertilfredsstillende. Og er der så noget i vejen med det?
Ja. For med den nye struktur uden faste klasser berøver man eleverne væsentlige livserfaringer. Man tilskynder dem til at blive overfladiske og egoistiske mennesker som voksne.
Hidtil har det været i skoleklassen, vi gjorde vores grundlæggende erfaringer med venskab og tillid til ligestillede, med at holde af og værdsætte kammeraterne, med sammenhold, med gruppe- og klassefællesskab, men også med at overvinde og forholde sig til svigt, snyd, illoyalitet, mobning og chikane.
Hele vores lange voksenliv trækker vi på disse sociale erfaringer, der skyldes, at vi i en meget lang periode, time efter time, måned efter måned, år efter år, skulle finde vores ben i forhold til en bestemt gruppe af jævnaldrende, der på nogle punkter lignede os og glædede os, på andre punkter irriterede os og frastødte os. Vi skulle omgås hidsigproppen, charmøren, drillepinden, smiskeren, den solidariske, den mærkelige, den stærke helt og den ondskabsfulde klassekammerat.
Vi kunne ikke undslippe, og derved lærte vi nogle af livets mest værdifulde lektier om at leve sammen med andre. Ikke alt var lige rart eller opbyggeligt. Vi har alle både grædt og grinet.
Men selv de negative lektier, hvor en klassekammerat var arrogant, drillende eller ondskabsfuld, var nyttige for os, for gennem dem lærte vi, hvad livet går ud på: at være social, men holde fast i, hvad man selv er for en, og hvad man selv står for. Både kunne gå med de andre og kunne stå imod dem.
Læreren haren helt central opgave i at styre dette sociale liv i klassen i en konstruktiv og inspirerende retning. Denne opgave kan slet ikke overvurderes, og mange undervisere har stadig meget at lære. Seminariernes optræning er fatalt mangelfuld på dette punkt, læreruddannelsesloven lige så, og her hjælper flere linjefag ikke, tværtimod.
Men at nogle lærere ikke har magtet at organisere klassens sociale liv konstruktivt, er jo ikke et argument for at nedlægge klasserne. Og derved frarøve eleverne deres sociale og fællesskabsmæssige guld: Den gennem måneder og år erhvervede dyrekøbte erfaring om, at det kan lade sig gøre at finde ud af det med andre, at det er muligt at overvinde gensidigt had og fjendskab og finde en model for at leve sammen, at det godt kan lade sig gøre pludselig at komme til forståelse af den andens handlemåde og motiver, og at det nogle gange kan lade sig gøre at overvinde en konflikt og ende med at have en dialog og en arbejdsstemning, der ryger i top igen!
Berøves elevernederes sociale guld - som Gentofte Kommune og en række andre kommuner ud over landet nu er begyndt på - ender eleverne ikke som fuldt livsduelige mennesker. De bliver mennesker uden dybe sociale evner.
John Dewey, den store amerikanske pædagogiske filosof, betoner, at skolelivet er en forberedelse til samfundslivet, og at skolen som det lille samfund skal lede organisk ind i det store samfund. I sin klassiske 'Democracy and Education' betoner han den moralske og karakterdannende værdi af kontinuert læring med et samfundsrettet formål. De mange sociale færdigheder, der optrænes i skolen, skal bruges resten af livet. Hvad så, hvis skoleklassen afskaffes og erstattes af en jeg-gør-hvad-jeg-har-lyst-til-med-dem-jeg-har-lyst-til-struktur? I så fald baner vi vej for et samfund, der ikke er baseret på varige og forpligtende sociale relationer, men på, at individet når som helst gør, hvad man finder sjovt, med hvem som helst.
Hvordan skal detgå med familielivet i dette morgendagens jeg-skal-have-det-sjovt-samfund? Er skilsmissetallene ikke høje nok? Det er allerede hundesvært at få parforholdene til at fungere. Fordi 'den anden' skal passe ind i mit projekt og mit idealbillede af tingenes tilstand. Fordi min mand eller min kvinde skal være der, når jeg vil have børn, når jeg vil flytte på landet eller til USA, når jeg bliver religiøs eller vil til at spise økologisk mad, og når jeg skal udfolde det individuelle liv, som jeg i alle detaljer er så enormt god til at projektere og planlægge.
Hvad jeg ikke længere er så god til, er at give afkald, at komme den anden i møde lidt over halvvejen og at finde glæden ved at gøre en anden glad.
I tv-serien 'Nikolaj og Julie' ses det ene parforhold efter det andet krakelere af denne grund. Den anden skal passe til mine behov, ikke omvendt. Og går jeg i den ny tids klassefrie projektskoler skal jeg nok blive endnu dårligere til at gøre noget for andre og endnu bedre til selv at detailstyre hele mit individuelle liv fra start til slut.
Så jeg kan blive rigtig fleksibel, rodløs og identitetsløs, som sociologen Richard Sennett så fint portrætterer det i 'Det fleksible menneske'.
Præcis på dettepunkt - balancen mellem individ og fællesskab, mellem mig og den anden - kommer Magtudredningens nye store skoledemokratiundersøgelse med meget overraskende resultater. I skoledebatten har man hidtil tænkt, at hvis alle skal med i fællesskabet, går det ud over individerne. Og hvis man virkelig vil optimere den individuelle udvikling, kan man ikke tage så meget hensyn til det fælles. Så hellere afskaffe eller reducere klassen.
På Gentofte Kommunes SKUB-hjemmeside ses en sådan skolemålsætning, der fokuserer på individets optimering. Og så tilføjer man: »Gentofte kommune vil have det bedste skolevæsen« (der står ikke, om det skal være bedst i Danmark, i verden eller i Gentofte). Det skal være et skolevæsen, hvor »børn og unge lærer mere« (end hvad, spørger læseren, for der står ikke noget efter ordet mere - forhåbentlig bliver eleverne mere præcise i deres sprogudtryk end skoleledelsen). Ud over Gentofte ses tendenser til klasseopløsning på enkeltskoler i Farum, Odense, Århus og Aalborg. Alle stederne sker der bortset herfra mange positive udviklingsinitiativer.
Nu viser så Magtudredningens store, landsdækkende spørgeskemaundersøgelse af 4.500 danske elever fra 4. til 9. klasse et mønster i skoleklasserne, der overhovedet ikke kalder på klasseopløsning: De elever, der får lejlighed til at udfolde sig individuelt, er samtidig de elever, hvis klasser har et godt klassefællesskab. I disse klasser præget af vi-følelse, lytten, samarbejde og gensidig hensyntagen, erklærer eleverne, at de i meget høj grad kan være sig selv, og at de kan hævde deres individuelle ytringsfrihed.
Generelt går det helt godt for danske elever med at hævde deres individualitet: 82 procent giver udtryk for, at de meget godt eller nogenlunde kan få lov til at være på deres helt egen måde i deres klasse. En pige i 4. klasse siger: »Vi spiller nogle gange sådan lidt smarte over for hinanden. Det har jeg ikke så meget lyst til«. Der er 79 procent, der tør sige deres mening, selv om de er uenige med læreren. En dreng i 8. klasse har den erfaring, at hvis man er uenig med lærerne, »så bliver de tit sure« og siger, »jeg har ret - slut dér!«. Det gode i dette eksempel er ikke lærerens argumentationskvalitet, men det forhold, at det store flertal af danske elever anno 2004 har udviklet civilcourage til at fastholde deres synspunkt.
Tilsvarende går det helt godt med klassefællesskaberne. Hele 86 procent af alle eleverne erklærer, at der er et meget godt eller nogenlunde godt fællesskab i deres klasse, og 88 procent erklærer, at de selv er med i fællesskabet. En dreng i 6. klasse fortæller, at hvis nogle bliver sure i hans klasse, så bliver de gode venner igen næste dag og konkluderer om fællesskabet: »Jeg synes ikke, det kunne være bedre. Vi er rigtig gode venner i vores klasse«. En pige i 8. klasse fortæller, at deres lærer er god til at tage dem alvorligt. »Vores lærer«, fortsætter hun, »gør sådan noget sjovt noget med, at hun sætter os i en rundkreds, så snakker vi på livet løs. Så lærer man også at respektere hinandens meninger. For når man sidder på række, så er man bange, men når man sidder i en rundkreds, så føler man ikke, at alle kikker på en, så kan man sige mere«.
Et særlig interessantresultat uddyber forholdet mellem den individuelle og den fælles udfoldelse: Eleverne bliver gennem årene bedre og bedre til at integrere de to slags erfaringer. Omkring 12-års alderen (ved overgangen til 6. klasse) synes der at ske et mærkbart hop i evnen til at være sig selv og være social på samme tid.
Dette hop svarer helt præcist til den tærskel, den schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget for mange år siden betegnede som »et afgørende vendepunkt« i individets udvikling i retning af at kunne reflektere principielt over verden. Skade blot, at den nyeste skoleudvikling overhovedet ikke ønsker at gribe denne chance for at uddanne samfundsborgere, der både kan tjene sig selv og tjene samfundshelheden.
Undersøgelsen belyser også, hvordan eleverne bliver som voksne. Vi bad eleverne beskrive sig selv som 30-årige. Der er 82 procent, der forventer at stemme ved folketingsvalgene. En pige i 7. klasse siger, hun vil stemme på en, der på visse punkter godt må mene noget andet, men som grundlæggende »har samme synspunkt som mig«. Hun har forstået noget af det repræsentative og har fået grundlagt et medborgerengagement i sin klasse.
Nu kommer så et helt afgørende fund: Det er bestemt ikke alle klasser, der genererer lige mange elever, der vil stemme ved valgene. Vi har undersøgt, hvad i klassen der spiller en rolle. Og den helt afgørende faktor bag en høj kommende valgdeltagelse er: et godt og stærkt klassefællesskab!
Det fællesskaber man i færd med at ødelægge. Demokratiet skal tilegnes, og det sker i skoleklassen og i elevrådet. Klasseopløsningen i Gentofte og andre steder er en trussel mod intentionen i folkeskolens paragraf 1: »Skolens undervisning og hele dagligliv må bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Og hvorfor er Gentofte-modellen så en kæp i hjulet på demokratiet? Et svar på det kan man spore hos den franske demokratiteoretiker Alain Touraine. Han efterlyser i sin bog om demokratiet det, »der igen kan give liv, kraft og følelse til demokratiet«. Tidligere var demokratiet en kamp først for frihed, så for social retfærdighed, siger Touraine. I dag er demokratiets eksistensberettigelse »anerkendelsen af den anden«. Han forklarer: Det afgørende ved demokratiet er, at individer og grupper, »som adskiller sig fra og endog er i opposition til hinanden, skal leve sammen«. Med andre ord: Det er fællesskabet mellem forskellighederne, der bærer demokratiet.
Vor statsminister har under stor fanfare sat »rundkredspædagogik« op mod faglig indlæring. Det faglige skal op og rundkredsen ned. Hvad statsministeren tilsyneladende ikke har forstået er, at det er en falsk modsætning. Den faglige indlæring finder ikke sted som et alternativ til en social form. Den faglige indlæring finder sted igennem en social form. Folkeskoleeleven kan ikke lære den mindste matematikformel uden via en bæredygtig lærer-elev-relation og et rimeligt sæt sociale omgangsnormer mellem eleverne.
Der er tale om et både-og-forhold. Faglig indlæring på højt niveau kræver en velfungerende og inspirerende fast skoleklasse, der socialt videreudvikles år efter år. Denne påstand underbygges af over halvtreds års socialpsykologisk forskning, der entydigt viser den faste gruppes enestående betydning for dannelsen af normer og værdier hos individerne.
Hvis skoleklassernenu nedlægges, mister landet den sidste fast organiserede indføring i samfundsfællesskabet og dets værdier. Skolepolitikerne i Gentofte og tilsvarende kommuner er i færd med at fjerne den sidste systematiske optræning i, at vi som borgere og mennesker skal kunne leve ordentligt sammen i varige kvalitetsrelationer. I den faste gensidighed, der indebærer både glæder og pligter.
Dette, vort kulturelle og nationale guld, kastes på møddingen til fordel for en fad, egocentreret, modepræget, narcissismefremmende og asocial individudfoldelse. Til kamp for skoleklassen og dens klasselærer! 
 

Til toppen